030176.com : The Life of Mads Kristensen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har det svært med diverse hjælpepakker. For selvom jeg sagtens kan se det fornuftige i på den korte bane at gøre noget for at hjælpe virksomheder og enkeltpersoner, der af forskellige årsager er klemte af den økonomiske krise, er min frygt for de langsigtede konsekvenser for os allesammen større. F.eks. skal penge, staten pumper ud i samfundet til forbrug, betales tilbage på et tidspunkt. Ergo ender vi alle med en regning. Det er logik for burhøns. Resultatet af det kan meget vel ende med at blive en væsentlig højere rente, som så igen vil straffe alle dem, der sidder med variable lån i dag, og som måske kun lige har til at dække de nuværende omkostning, og som derfor vil blive ramt ekstra hårdt, når renten stiger. Så det er den onde spiral. Og så er der Skat. Skat der har givet virksomheder forlænget frist til at indbetale moms og skat for at hjælpe virksomhedernes likviditet. En nobel tanke. Men når den samlede kredit fra skattefars side er på 61,4 mia kroner, og der ikke er nogen garanti for, at virksomhederne rent faktisk kan betale, når kreditten udløber, kan jeg i hvert fald godt blive en anelse bange. Hvorfor? Fordi det vi reelt set gør er, at vi skubber en kæmpe lort foran os. Og når man gør den slags, kommer der nyt snavs til bunken undervejs, så den samlede dynge bare bliver større og større. Og det er præcis derfor, der på mange måder er større ræson i at tage skraldet nu og tage de tab, der kommer, end at øge de fremtidige tab. Om den tanke overhovedet har strejfet politikerne, skal jeg lade være usagt. Men når man begynder at gamble med skatteindtægterne, bør man være ekstra forsigtig og virkelig tænke sig om ikke bare én men mindst nogle ekstra gange. Også selvom man i sidste ende måske mest frygter for taburettens fremtid ved at træffe de nødvendige men hårde beslutninger.