Jersild varmer grillen op

Jeg ser en slagtet pattegris for mit indre blik. Med et kæmpe æble midt i sylten og godt saltet lige klar til at blive smidt over grillen. En grill som Gordon Ramsay med eder, forbandelser og manisk iver er godt i gang med at gøre klar, mens et saligt smil breder sig tværs over hans arrede ansigt. Nu handler dette imidlertid ikke om en mere eller mindre fancy udgave af en spansk grisefest men om Nyhedsavisen, Morten Lund og ikke mindst Jens Olaf Jersild. Sidsnævnte byder i aften hr. Lund velkommen til sit program “Jersild Live” på DR1 for at snakke om Nyhedsavisens storhed og fald, og tro mig - jeg skal se med. Jens Olaf Jersild har altid været en af mine journalistiske helte. Ja, han kan ind imellem godt stramme sine vinkler en anelse for at få pointen igennem, men i bund og grund beundrer jeg hans insisterende måde at gå i kødet med sine ‘ofre’ på. Det er i mine øjne journalistik, der vil noget. Hvad Morten Lund angår nærer jeg stor beundring for mandens nosser. Der er ingen tvivl om, at det kræver mod at stille op til ristning hos en af de journalister og interviewere, der på dagen - og om humøret tillader - virkelig kan gå til den. Det er at tage de tunge drenge fra toppen af. Og det er måske i virkeligheden en meget fornuftig strategi. Jeg glæder mig i hvert fald. Måske der måske alligevel er en mulighed for at blive lidt klogere på hele affæren?

September 18 2008, 6:10am | Original Link »