030176.com : The Life of Mads Kristensen

I går eftermiddags skete det. Kl. 14.30 udåndede min elskede Louise for sidste gang. Jeg var der og holdt hende i hånden til det sidste, og det er jeg uhyggeligt glad for. For det skete så smukt, værdigt og komplet fredfyldt, at det bogstavelig talt føltes som en enorm lettelse. For lettet er jeg. Lettet over at Louise har fået fred. Lettet over, at Louise aldrig mere kan opleve nogen form for smerte. Lettet over, at hun ikke oplevede smerte i det forløb, der nu næsten har strakt sig over en uge. Og lettet over, at jeg har været der hele vejen for hende, gjort hvad jeg kunne og set og observeret alt. Jeg tror på, at det - koblet med Louise’s brændende og evige ønske, om at vi skulle være lykkelige hver for sig og sammen - er noget af det stof, der skal være med til at sikre, at jeg kommer videre efter alt dette i respekt for Louise og det helt igennem fantastiske og unikke menneske, hun var. I morgen satser jeg på at gå i gang med at skrive mine mindeord for hende. Jeg har et brændende ønske om at få lov til at sige nogle ord i kirken til hende. Jeg synes, det vil være passende og et godt farvel og på gensyn til hende. Derudover skal jeg ud til stenhuggeren og kigge på gravsten. Jeg har et meget klart billede af, hvordan den skal se ud. Og endelig skal jeg på kirkegården og forhåbentlig sikre mig den fantastiske plads, jeg udså mig i dag og som vil være sådan et smukt sted for Louise at blive stedt til hvile. Ja, der er masser at se til. Og ja, det er enormt hårdt at skulle tage stilling og i det hele taget gå igennem alt det, der bliver linet op for mig og hendes nærmeste lige i denne tid. Men når jeg tænker på Louise isoleret føler jeg mig taknemmelig. Taknemmelig over, at hun har fået fred og hvad hun potentielt set er blevet sparet for. Hvorfor? Fordi det værste for mig ville være at være vidne til, at nogle, jeg holder så dybt af er i smerte. Min egen smerte er alvorlig nok. Men den kan jeg arbejde med. Og det gør jeg. Og jeg skal nok vinde over den.